Flyveører / Stritører
Såfremt du har kosmetiske gener pga. udstående ører - i daglig tale kaldet flyveører eller stritører - kan dette afhjælpes med en operation, hvor ørebrusken korrigeres, og øret lægges ind mod hovedet.
Operation tilpasset dine ører
Det mest almindelige årsag til stritører er manglende udvikling af folden på ørebrusken. I dette tilfælde anbefales en kirurgisk korrektion, der udnytter bruskens naturlige elasticitet, så der opnås den ønskede effekt uden brug af permanente kirurgiske tråde.
Den næsthyppigste årsag er en overudvikling af skålen i dybden af øret. Her er det ofte nødvendigt at bortskære lidt af brusken for at opnå det ønskede resultat. Endelig er det ofte nødvendigt at fjerne det nederste af ørebrusken ned mod øreflippen, for at denne ikke fortsat stritter efter, at den øvrige del af øret er kommet ind på plads.
Der findes også andre typer af misdannelser af ørets brusk eller hud, som med fordel kan behandles kirurgisk. Dette skal altid vurderes ved en forundersøgelse, før en endelig anbefaling af kirurgisk behandling gives.
Aldersgrænse
Kirurgisk behandling af stritører fortages helst ikke på børn under 7 år, da deres ørebrusk ikke er særlig udviklet. Vi anbefaler at vente til 10 - 14 års alderen. Om indgrebet skal foregå i fuld narkose afhænger af barnets alder og omfanget af operationen. Operationen hos voksne foregår i lokalbedøvelse med undtagelse af helt særlige tilfælde.
Forundersøgelse
Inden beslutningen om en eventuel korrektion af flyveører skal du til en forundersøgelse hos en af vores speciallæger. Hvis du ønsker en tid til dette, kan du kontakte vores sekretariat, som også står til rådighed for yderligere spørgsmål, eller hvis du ønsker skriftlig informationsmateriale tilsendt. Vi vil anbefale dig at læse denne information grundigt forud for en forundersøgelse. Noter gerne spørgsmål, så du husker at stille dem ved konsultationen, hvor informationen bliver uddybet, og der er mulighed for at se ”før- og efter-billeder”. Det kan være en god ide at tage en ven eller et familiemedlem med til denne forundersøgelse.
Forventninger og muligheder
I forbindelse med din første forundersøgelse hos speciallægen i plastikkirurgi bliver du undersøgt, og der bliver taget stilling til om en korrektion af flyveører er den rigtige mulighed for dig. Operationsmetoden bliver gennemgået, ligesom du bliver orienteret om mulige bivirkninger til indgrebet. Udstående ører skyldes oftest, at folden i ørebrusken er ufuldstændig eller at “skålen”, der fører ind til øregangen, er stor, eventuelt en kombination af disse to forhold.
Overvejelser
Forundersøgelsen hos speciallægen er naturligvis uforpligtende. Det betyder, at du altid har mulighed for at fortryde, eller du kan gå hjem og overveje situationen, før du beslutter dig for, om du ønsker en korrektion af flyveører.
Har du besluttet dig for en korrektion af flyveører, kan du bestille en tid til operationen, når du har været til konsultation hos en af vores speciallæger. Ønsker du din korrektion af flyveører udført i forbindelse med nogle planlagte feriedage, er du også velkommen til at forhøre dig hos vores sekretariat.
Vær opmærksom på, at ifølge Sundhedsloven skal patienter altid have en uges betænkningstid efter forundersøgelsen, før en kosmetisk operation kan udføres.
Din forberedelse
Nogle medicin- og naturpræparater kan virke blodfortyndende og dermed give øget risiko for blødning i forbindelse med operationen. Eksempler på disse præparater kan være gigtmedicin, acetylsalisylsyre-holdig medicin (f.eks. Magnyl og Treo) samt visse kosttilskud og naturmedicin f.eks. fiskeolie (omega-3 og -6). Disse præparater må du ikke tage i 3 uger før og 1 uge efter operationen .
Hvis du i øvrigt får lægeordineret blodfortyndende medicin (f.eks. Marevan), aftaler du nærmere forholdsregler herom med kirurgen ved forundersøgelsen.
Hvis du er ryger, anbefales du at stoppe med rygning mindst 3 uger før den planlagte operation. For at opnå den bedst mulige heling anbefales det også at undgå tobaksrygning 2 uger efter operationen. På operationsdagen må man af hensyn til observation efter operationen ikke bære make-up eller have neglelak på.
Når du ankommer
Du skal henvende dig i receptionen til den aftalte tid. En sygeplejerske tager dig herefter med på sengeafdelingen, hvor du bliver klædt om og gjort klar til operation. Du hilser også på speciallægen, der skal foretage din korrektion af flyveøret/flyveørerne.
Operationen
Operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse. Selve indgrebet tager 1 time. Ved operationen fjernes en smal bræmme hud på bagsiden af dit øre, men det vigtigste ved operationen er en svækkelse af ørebrusken eventuelt kombineret med en formindskelse af “skålen”. Øret bringes ind på plads med nogle dybtliggende tråde på bagsiden af øret. Det eneste ar, operationen medfører, er placeret på bagsiden af dit øre. I sjældne tilfælde kan dette ar blive fortykket og synligt. Ved operationens afslutning bliver du forsynet med en forbinding, der holder ørerne ind mod hovedet. Dette vil mindske den efterfølgende hævelse. Du skal forblive på privathospitalet ca. 20 minutter efter operationen, så vi sikrer, at der ikke opstår blødning.
Når du skal hjem
Speciallægen sikrer sig, at forholdene er i orden inden udskrivningen. Du skal møde til fjernelse af tråde på privathospitalet ca. 6-8 dage efter operationen.
De første dage
De første døgn efter operationen skal du forholde dig roligt, du må ikke deltage i fysisk anstrengende aktiviteter. Vi anbefaler, at du sover med hovedet højt den første nat. Du skal undgå at bøje dig ned. Ved smerter, som kan forekomme de første døgn, anbefaler vi Paracetamol 1 gram 4 gange i døgnet (voksen dosering, ved børn reduceres efter vægt, spørg lægen). Du må ikke tage acetylsalicylsyre-holdige tabletter som Kodimagnyl og lignende, da disse øger risikoen for blødning.
Mindre blødning behandles med ispose, ved større blødning kontaktes privathospitalet. Den anlagte forbinding skal bibeholdes dag og nat i én uge, forbindingen skiftes derefter på privathospitalet. I forbindelse med raskmelding på arbejde eller ved skolegang kan dette som regel genoptages efter 3-4 dage.
Ugerne efter operationen
Vi anbefaler, at du de følgende to uger anvender en forbinding om natten.
Kontrol og vurdering af resultatet
Du bliver tilbudt en afsluttende kontrol 4-6 måneder efter operationen, men ved spørgsmål eller problemer er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os tidligere.
Ricisi og komplikationer
Operation af flyveører er ligesom enhver anden operation forbundet med risiko for komplikationer. Det drejer sig om blødning og infektion efter operationen. Disse komplikationer er sjældne, og de vil selvfølgelig blive behandlet, hvis de skulle indtræde. Sådanne komplikationer får sjældent betydning for slutresultatet. Efter operation af flyveører kan der, som tidligere anført forekomme et synligt ar. Såfremt der bliver behov for at korrigere dette, vil det selvfølgelig foregå uden beregning.
Yderligere info
Revision
Revideret marts 2011 /Bo Jønsson Næste revision marts 2012 /Bo Jønsson
|
|
|